Operaen: Lastens Vej er intellektuel, pæn og kedelig

Lastens Vej. Operaen, København. Februar 2010. Instruktør: David Radok. Besætning: Michael Kristensen (Tom), John Lundgren (Nick), Gisela Stille (Anne), Tyrkerbaba (Randi Stene). Dirigent: Ion Marin med det Kongelige Kapel. Yderligere information her.

Dydens smalle vej er ofte både møjsommelig og kedelig, men bærer dog lønnen i sig selv, hvad enten i dette liv eller det næste. I modsætning til Lastens Vej, der er både sjov og underholdende, men fører lige ned i helvede. Det er i hvert fald sådan vi har lært det. Men hvad gør man så, når Lastens Vej også er kedelig, men alligevel fører lige ned i helvede? Ja, man føler sig vel først og fremmest snydt, og så keder man sig.
Og drejer det sig om Stravinsky´s 1951 opera Lastens Vej som David Radok netop har iscenesat på Operaen, ja så går en ikke ubetydelig del af meningen med værket også tabt. Nemlig at den unge Tom er doven, vil hellere feste end arbejde (hvilket dog desværre leder til hans undergang) og det burde man jo nok kunne forstå. I teorien, altså.

På scenen ser vi en smal vej (dydens?), der fortaber sig i det fjerne samt et stiliseret bylandskab hvor alle optræder i rokoko-kostumer. Pænt og nydeligt, med myriader af kulturelle henvisninger og lægger sig dermed op af Stravinsky´s ligeledes stiliserede neoklassiske musik, hvor et modspil havde været væsentligt mere interessant.
Heller ikke personinstruktionen får for alvor nogen op af sæderne og det hele er både pænt og meget intellektuelt. Men komplet ufarligt og i sidste ende både ligegyldigt og kedeligt.

Lidt ærgerligt for Det Kgl Kapel spillede ellers med både tyngde og præcision under Ion Marin og sangerne, hvor jeg nok vil huske John Lundgren´s djævel og Randi Stene´s skæggede tyrk længst, var alle fine.

Efter at have set forestillingen to gange samt nærlæst både programhæfte, de fleste anmeldelser samt diverse baggrundsinterviews på nettet har jeg da lært en del om både engelsk landskabsmaleri i det 17. (eller var det 18. ?) århundrede samt filosofiske tankestrømninger i rokoko-perioden og fransk modernisme. Og det er jo ikke dårligt sådan at udbygge sin (i mit tilfælde åbenlyst mangelfulde) viden om den vestlige kulturarv. Men inspirerende og medrivende musikteater er det ikke. Til gengæld fornærmer det næppe nogen.

Samlet vurdering (skala fra 1-5):

2